Zions Vises Protokoller

Zions Vises Protokoller
[Udgivet (i1920, K.E.) af Lauritz Carlsen - 2. oplag, eget forlag, i kommission hos Vilhelm Prior]

 Rigsraadet

vil faa den Opgave at være en Bekræftelse paa Regentens Magt: i Egenskab af den lovgivende Myndigheds synlige Del; saa at sige en Redaktionskomité for Regentens Love og Anordninger.

 Den nye Forfatnings Program.

Vi gaar nu over til den paatænkte Forfatnings Program.

Vi skal stifte Lov, skifte Ret og fælde Dom:

1) I Form af Forslag til Rigsdagen.

2) Ved Præsidentens Paabud i Form af almindelige Forordninger, Rigsdagens Forordninger, Rigsraadets Beslutninger og i Form af Ministerskifter, samt

3) I belejligt Tilfælde - i Form af Statskup.

 Nogle Detaljer af den foreslaaede Statsomvæltning.

Siden vi saa omtrentligen har fastslaaet Rammerne for det daglige Liv, saa lad os nærmere betragte Detaljerne ved de Sammensætninger, hvorved vi skal fuldbyrde Statsomvæltningen i den ovennævnte Retning. Jeg forstaar ved disse Saammensætninger Trykkefriheden, Samvittighedsfriheden, Foreningsfriheden, Valgretten og mangt og meget andet, som bør forsvinde ud af Mennskenes Ordbog eller omdannes fra Grunden umiddelbart efter Kundgørelsen af den nye Forfatning. Først i dette Øjeblik bliver det muligt for os straks at bekendtgøre alle vore Forordninger; thi senere bliver enhver synlig Forandring farlig for os! - Hvorfor? Jo, hvis denne Forandring blev gennemført med brutal Strenghed i Form af Indskrænkninger kunde den føre til Fortvivlelse, fremkaldt af Frygt for nye Forandringer i samme Retning. Hvis den derimod gennemføres i Form af senere Lempelser, vil man kunne sige, at vi har erkendt vor Fejltagelse, og dette vil undergrave og forringe den Glans af Ufejlbarlighed, der skal hvile over den nye Magt, eller man siger, at vi er blevet bange og er blevet nødt til at give efter. Og dette vil ingen takke os for, man vil endog anse os for skyldige dertil. - Saavel det ene som det andet vil være skadeligt for den nye Magts Anseelse. Det er nødvendigt for os, at fra det samme Øjeblik Proklamationen er sket, medens Folkene endnu er betagne af den skete Omvæltning, medens de endnu er rædselsslagne og raadvilde, at de mærker, at vi er saa stærke, saa usaarlige, saa mægtige, at vi aldeles ikke vil forhandle med dem og ikke alene intet Hensyn tager til deres Hensigter og Ønsker, men er beredte til og i Stand til med ukuelig Magt at undertrykke den mindste Ytring i den Retning naarsomhelst og hvorsomhelst, at vi paa en Gang tager alt det, vi behøver, og at vi ikke i noget Tilfælde er villige til at dele Magten med dem. - - -

De vil da i Rædsel lukke Øjnene for alt, og vente paa, hvad der siden maatte følge.

 De Kristne er Faar.

De Kristne er en Faarehjord, og vi er for dem Ulvene! O g I vide, hvordan det gaar med Faarene, naar Ulvene er sluppet ind i Faarefolden.

De lukker stadig Øjnene for alt, medens vi lover at gengive dem alle de Friheder, vi har berøvet dem, naar vi har kuet Fredsfjenderne og tæmmet alle Partier.

Er det mon Umagen værd at tale om, hvor længe de kommer til at vente?

 Forholdet mellem det hemmelige Jøde-Frimureri og de kendte Frimurerloger.

Af hvilken Grund har vi udtænkt og indgivet de Kristne hele denne Politik, indgivet dem den uden at lade dem se nærmere paa dens Underlag - hvorfor - om ikke for ad Omveje at opnaa det, som er uopnaaeligt for vort adspredte Folk ad direkte Veje. Dette er Grundlaget for vort hemmelige Frimureris Organisation, som de ikke kender, og hvis Formaal disse Kristenfjols end ikke har en Anelse om. Disse Fjols som af os er lokkede ind i Frimureriets synlige Loger, forat aflede deres Stammefrænders Opmærksomhed derfra.

[Billeder med tekster: 1) GUSTAV LADAUER, 2) DR. LEVIN, 3) ERICH MUHSAM og 4) Jøden KURT EISNER, den røde Ekspræsident i München (skudt) Gud*) har spredt os sit udvalgte Folk over hele Verden og i denne vor tilsyneladende Svaghed vist hele vor Styrke. Den, som nu har ført os til Verdensherredømmets Tærskel.

Der staar for os nu kun tilbage et ganske ringe Arbejde paa den allerede lagte Grundvold, inden vi naar vort Maal.

 Jødernes Fortolkning af Ordet Frihed.

Ordet Frihed kan forklares paa forskellige Maader. Vi forklarer det saaledes: Frihed er Ret til at gøre det, som Loven tillader. En saadan Forklaring af Frihed vil hjælpe al "Friheden" over i vore Hænder, - fordi Lovene kun ødelægger eller opretter det, der er fordelagtigt for os i Henhold til vort Program.

 Pressens Fremtid i Jøde-Forbundets Rige.

Pressen vil vi behandle paa følgende Maade:

Hvilken Opgave har Pressen i vore Dage? Den har den Opgave at vække de for os nødvendige Lidenskaber eller egoistiske Partilidenskaber. Den er indholdsløs, uretfærdig og løgnagtig, og Flertallet ved ikke, hvad Nytte den gør. Vi vil spænde den for vor Vogn og køre den i stramme Tøjler, og det samme vil vi gøre med den øvrige Litteratur. T'hi hvad Nytte vil vi have af at befri os fra Pressens Anfald, hvis vi stadigvæk er Skydeskiver for Pjecer og Bøger?

Vi vil gøre den offentlige Bekendtgørelse til en dyr Vare, - dyr paa Grund af dens Censurering - vi vil gøre den til en Indtægtskilde for Staten: Vi paalægger [*Jehova.] den nemlig en særlig Stempelskat samt en Kautionsindbetaling for Retten til at starte et Blad eller et Trykkeri, og disse skal være forpligtede til at garantere vor Regering Fred for alle Presse-Angreb. Ethvert Angreb paa Regeringen vil vi straffe skaanselsløst. Saadanne Midler som Stempelskat, Kautioner og Bøder vil give enorme Statsindtægter. Selvfølgelig kan Partiorganer strø om sig med Penge; men efter det andet Angreb imod os, inddrager vi kun enhver oppositionel Avis. Ingen skal ustraffet røre ved vor Ufejlbarlighedsglorie. Som Paaskud for et Oplags Beslaglæggelse vil vi paastaa, at Bladet ophidser Sindene uden nogensomhelst Grund. Husk vel paa, at blandt de Blade, der vil angribe os, skal de af os selv udgivne Blade være; men de skal kun angribe saadanne Forhold, som vi selv har besluttet at forandre.

 Kontrol over Pressen.

Ikke et eneste Faktum skal kunne trænge ud til Offentlighedens Kundskab uden vor Kontrol. Det har vi allerede opnaaet derved, at alle Nyheder meddeles gennem vore Bureauer, hvor de samles fra alle Verdens Kanter*).

Disse Bureauer skal helt og holdent være i vore Hænder og kun offentligøre det, som vi paalægger dem.

Naar vi nu har haft Held til at lede Kristen-Samfundenes Tankegang i den Grad, at de paa det allernærmeste ser paa Verdensbegivenhederne gennem de farvede Briller, vi har givet dem for Øjnene, og hvis der ikke længere i noget Land findes nogen Hindring for os, der kan spærre os Vejen til de af de Kristnes Dumhed saakaldte Statshemmeligheder, hvorledes vil da Forholdene udvikle sig, [* Ritzau og Wolff ejes af Jøder.] naar vi anerkendes som Verdensherskere personificerede i vor Verdenskonges Person?

Men lad os atter vende tilbage til Pressens Fremtid. Enhver, som ønsker at blive Redaktør, Bibliotekar eller Trykkeriejer maa forskaffe sig en dertil nødvendig Bevilling, som, i Tilfælde af Brud paa Reglerne, straks fratages Indehaveren.

 Hvad er Fremskridt - efter Jøde-Forbundets mening-?

Ved saadanne Forholdsregler bliver Tankegangen et Værktøj i Hænderne paa vor Regering, som da ikke kan tillade at Folket forvilder sig i Tanken om Fremskridt og i Drømme om Lykke. Mon der er nogen af os, som ikke forstaar, at denne illusoriske Lyksalighed er den lige Vej til urimelige Fantasterier, og at disse atter føder anarkistiske Forhold imellem menneskene, og overfor Regeringen, fordi Fremskridtet eller rettere sagt Fremskridtets Idé let gaar over til Tanker om al mulig Slags Frigørelse uden at fastsætte dens Grænser. Al1e saakaldte Liberale er Anarkister - om ikke i Handling saa i deres Tankegang. Alle jager de efter Frihedens Hjernespind, og styrter sig i Egensindighed ind i et Anarki af Opposition for Oppositionens Skyld.

 Mere om Pressen.

Vi vil endnu en Gang vende tilbage til Pressen. Vi vil paalægge den - ligesom alle trykte Ord - Skat, Stempelskat for hvert Ark samt Kaution, og Bøger paa mindre end 30 Ark*) dobbelt saa høje Afgifter. Dem vil vi henregne under Pjecer for paa den ene Side at formindske Antallet af Tidsskrifter, der udgør den værste trykte Gift, og paa den anden Side vil en saadan Forholdsregel tvinge Forfatterne til at skrive saa lange Afhandlinger, at yderst faa gider læse dem, navnlig da de [* 1 Ark 16 Sider.] nødvendigvis bliver meget dyre. - Men det, som vi selv vil udgive til Fordel for den forstandsmæssige Udvikling i den af os bestemte Retning, vil blive saa billigt, at alle kan faa Raad til at læse det.

Skatterne vil holde den litterære Begejstring i Tømme, og den strenge Straf vil sætte Forfatterne i streng Afhængighed af os. - Og skulde der endda findes Forfattere, som ønskede at skrive imod os, saa vil der ikke findes Forlæggere, der vil trykke deres Produkter.

Enhver Forlægger eller Trykkeriejer skal, førend han modtager et Arbejde til Trykning, ansøge om Tilladelse dertil hos Regeringen.

Paa denne Maade faar vi i Forvejen Oplysning om, hvilke Planer, der er i Gære imod os, og faar saaledes et Forspring, som vi kan benytte til at lave en Forklaring med Hensyn til det paatalte Forhold.

Litteratur og Journalistik er to af de vigtigste Opdragelsesmidler - dette er Grunden til, at vor Regering skal være Ejer af de fleste Dagblade. Saaledes neutraliserer vi den private Dagpresses skadelige Virkninger og erhverver vældig Indflydelse paa Tankegangen.---.

Hvis vi f.Eks. tillader 10 Blade at udkomme, saa udgiver vi samtidig tredive o.s.v. i samme Forhold. - Men dette maa Publikum selvfølgelig ikke paa nogen Maade ane, derfor skal alle de af os udgivne Blade forfægte de mest modsatte og forskellige Retninger og Tankeretninger. Dette vil vække Tillid til Bladet, samt knytte vore mest lettroende Modstandere til os. De falder paa denne Maade i vore Snarer og gøres uskadelige.

De officielle Organer kommer i første Række. De skal altid staa paa Vagt om vore Interesser, og derfor vil deres Indflydelse blive af forholdsvis ringe Værdi.

I anden Række kommer de (officielle), hvis Opgave det er at vinde de ligegyldige og lunkne.

I tredje Række stiller vi "Oppositionen", der i det mindste i et af sine Organer skal forestille vor Modstander. Vore virkelige Modstandere vil tro, at denne Opposition virkelig er udgaaet fra deres egne Rækker, og derfor vil de blotte deres Planer for os.

Vore Blade repræsenterer alle mulige Retninger, aristokratiske, republikanske, revolutionære - ja endog anarkistiske - saalænge Kristen-Forfatningerne eksisterer. De har, som den indiske Gud Vischnu, hundrede Hænder, og enhver af disse føler en hvilkensomhelst offentlig Mening paa Pulsen.

Naar Pulsen bliver altfor febril, saa fører disse Hænder den offentlige Mening mod vort Maal, fordi et ophidset Menneske let taber sin sunde Omtanke og let underkaster sig fremmed (Jødisk) Paavirkning. Tossehovederne, der tror at de gentager deres Meningsfællers Tanker, gentager kun vore Tanker eller det, der er os fordelagtigt. Naar de bilder sig ind, at de følger deres Partiblad, følger de den Fane, vi har hejst for dem. For at vi kan afrette vort Dagbladsmilitær i denne Aand, maa vi organisere dette Forhold yderst omhyggeligt. Vi foranstalter journalistiske Sammenkomster med Benævnelsen Pressens Centralorganisation, paa disse vil vore Agenter ubemærket kunne give Paroler og Signaler. Fordømmende og i høj Grad modsigende vore Grunde, skal vore Agenter uden at berøre Sagens Kærne levere en Skinfægtning med de officielle Blade, ene og alene for at give os en Anledning til at udtale os mere udførligt, end vi havde kunnet gøre i de første officielle Bekendtgørelser. Dette skal naturligvis kun ske i de Tilfælde, hvor det vil være fordelagtigt for os.

 Disse Angreb paa os har desuden den Opgave at overbevise Publikum om, at fuld Frihed raader i Tale og Skrift, og de giver vore Agenter Lejlighed til at paastaa,

 at de Blade, som kæmper imod os, kun taler hen i Vejret, fordi de ikke sagligt kan motivere deres Fordømmelse over vore Forholdsregler.

Saadanne for den offentlige Mening umærkelige, men sikre Forholdsregler, tiltrækker med stort Held Publikums Opmærksomhed og Tiltro overfor vore Regeringshandlinger. Takket være saadanne Forholdsregler kan vi, i den Grad vi behøver det, ophidse eller berolige Sindene i politiske Spørgsmaal, overbeviste eller bringe Publikum ud af Fatning, idet vi vekselvis lader trykke Sandhed eller Løgn, Fakta eller deres Dementier, ganske afhængigt af, om de modtages godt eller daarligt, idet vi forsigtig undersøger Stemningen, inden vi begynder at paavirke dem. Som Følge af de ovennævnte Forholdsregler i Pressen vil vi sikkert besejre vore Fjender, fordi de ikke til deres Raadighed har et Blad, i hvilket de, helt kan udtale deres Mening. Vi behøver ikke engang at demen tere dem fuldstændigt. - - -

Forsøgsballoner udsendte af os i den tredie Del af vor Presse vil vi, hvis det er nødvendigt, energisk bekæmpe i de officielle Blade.

 Jødesolidariteten i den nuværende Presse.

Allerede nu eksisterer der, f.Eks. i den franske Presse, en Jødernes Solidaritet i Bestemmelsen: Alle Presseorganer ere indbyrdes knyttede sammen ved den professionelle Hemmelighed. Ligesom Oldtidens Præsteskab røber dens Medlemmer ikke sine Opgavers Hemmelighed, hvis de ikke har faaet Ordre til at meddele Publikum dem. Ikke en eneste Journalist vover at forraade denne Hemmelighed, thi det tillades ikke nogen at indtræde i denne Forening, uden de har en mere eller mindre plettet Fortid. Disse Pletter vil i saa tilfælde straks blive offentligjorte. Fordi disse Skampletter kun er kendte af et Mindretal, staar Journalisten ulastelig overfor den store Offentlighed, alle følger ham med Begejstring.

 Fremsættelsen af provinsielle "Almene Krav".

Vore Beregninger omfatter ogsaa Provinsen. Der maa vi opvække Forhaabninger og Krav, hvormed vi altid kunne angribe Hovedstaden, idet vi udgiver disse Forhaabninger og Krav som værende Provinsens egne.

Det er klart, at Grunden dertil altid for os er den samme, nemlig vor Stræben efter Magt. Det er nødvendigt for os, at Hovedstæderne fra Tid til anden, mens vi endnu ikke har den hele Magt, skal føle Trykket af den offentlige Mening paa Landet og i Byerne, det vil sige hos den store Masse, som paa Grund af vore Agenters Arbejde er venligt stemt imod os.

Det er nødvendigt for os, at Hovedstæderne i et givet Øjeblik ikke faar Tid og Lejlighed til at overveje en Sag, fordi den allerede er et fuldbyrdet Faktum, som er godkendt af den offentlige Mening paa Landet og i Provinsen.

 Den nye Regerings Ufejlbarhed.

Naar vi kommer til den nye Regerings Tid, der er en Overgangstid inden vor Tronbestigelse, kan vi ikke tillade Pressen at omtale Samfundsuroligheder; Publikum bør tro, at den nye Regering er saa tilfredsstillende for alle, at endog Forbrydelser er ophørte.--- Sker der Forbrydelser, kan disse kun omtales gennem Forbrydelsens Ofre og af tilfældige Vidner - det bliver det hele.

 Kampen for det daglige Brød.

Kampen for det daglige Brød tvinger de Kristne til Tavshed og til at være vore ydmyge Tjenere. Agenter, som er ansatte ved vore Blade og tagne af de Kristnes Rækker, skal efter vor Befaling behandle det, som det for os er uheldigt direkte at offentliggøre i vore officielle Blade, og samtidig gennemfører vi, under den deraf opstaaede Strid, de Reformer, vi ønsker og præsenterer dem for Publikum som et fuldbyrdet Faktum. Ingen vover at fordre det forandret, som allerede er afgjort, især ikke fordi det vil blive fremstillet som en Forbedring. Paa den Maade sørger Pressen for at gøre Publikum optaget af nye Spørgsmaal. (Vi har jo vænnet Menneskene til stadigt at søge noget nyt.)

 Politiske Spørgsmaal.

Alle svagt begavede Politikere, og Politikere, som til Dato ikke har forstaaet, at de ikke begriber noget af det, som de giver sig af med at bedømme, vil nu kaste sig over disse nye Spørgsmaal. Politiske Spørgsmaal er ikke forstaaelige for andre Mennesker end de, som har skabt og i flere Aarhundrederer tilbage ledet al Politik.

Efter alt dette vil I kunne forstaa, at vi med vore Anstrengelser for at vinde Massernes Stemmer (Mening) kun letter vor Maskines Gang. Læg Mærke til, at det ikke er for vore Handlinger men for vore i det ene eller andet Spørgsmaal udslyngede Ord, at vi søger Opmuntring. Vi bekendtgør stadig, at vi i alle vore Handlinger ledes af Haabet og Bevidstheden om at tjene det almene Bedste.

 Industrielle Spørgsmaal.

For at aflede altfor urolige Elementer fra at bedømme politiske Spørgsmaal, optager vi nu nye Spørgsmaal, industrielle Spørgsmaal. Paa dette Omraade maa de nemlig rase saa meget, de vil og kan! Masserne gaar ind paa at forblive i Uvirksomhed og at afholde sig fra den saakaldte politiske Virksomhed, det, vi har lært dem, for med deres Hjælp at bekæmpe Kristen-Regeringerne, paa den ene Betingelse, at de faar noget andet at beskæftige deres Tanker med. Disse Beskæftigelser vil vi fremlægge dem i en saadan Form, at Masserne gaar i samme politiske Retning.

For at de ikke selv skal finde paa noget, vil vi adsprede dem med Forlystelser, Spil, Interesser og politiske Møder. Og vi vil hurtigt gennem Pressen foreslaa dem Konkurrencer i Kunst og al Slags Sport. Disse Interesser vil tilsidst bortlede deres Opmærksomhed fra de Spørgsmaal, hvor vi maatte bekæmpe dem. Naar Menneskene saaledes mere og mere vænnes af med selvstændig Tænkning, vil de alle tale i Samklang med os, fordi kun vi vil komme til at fremføre nye Tankeretninger - naturligvis gennem saadanne Personer, med hvem man ikke tror os solidariske.

 "Sandheden er en."

De liberale Fantasters Rolle er fuldstændig udspillet, naar vor Regering er anerkendt. - Indtil da vil de gøre os gode Tjenester. Vi skal derfor endnu gøre os Umage for at udtænke alle Slags fantastiske Teorier nye og saa at sige progressive. Vi har jo med gode Resultater forplumret de svage Kristen-Hjerner, og der findes næppe een blandt de Kristne med saa pas megen Forstand, at han skulle kunne mærke, at der under dette Ord i alle Tilfælde, hvor Spørgsmaalet ikke berører materielle Opfindelser, skjuler sig en Løgn.

 Thi Sandheden er kun en eneste, og i den findes ingen Plads for Fremskridt.

Fremskridtet er en falsk Idé og bidrager kun til at tilsløre Sandheden, for at ingen maa kende den, uden vi, Guds udvalgte Bevarere af Sandheden.

Storartede Problemer.

Naar vi tager den højeste Magt i Besiddelse, skal vore Talere udbrede sig om storartede Problemer, som oprører Menneskeheden saaledes, at den endelig og tilsidst fører til vor lykkelige Regering.

Ingen vil da fatte nogen Mistanke om, at alle disse Problemer er udtænkte af os efter en politisk Plan, som ingen har gennemskuet i flere Aarhundreder.

 Fremtidens Religion.

Naar vi er kommet til Magten, vil vi ikke finde os i nogen anden Religion end vor egen. Thi gennem denne vor Religion, der lærer om den eneste sande Gud, er vor Skæbne forenet med Verdens Skæbne. Vi maa derfor udrydde alle andre Religioner. - Selv om der ved denne Udryddelse Opstaar de saakaldte Ateister,*) vil de ikke, som et Overgangsled betragtet, hindre vore Planer; men vil være et advarende Eksempel for de Generationer, for hvem vi vil prædike Moses Religion (herved forstaas Talmud), denne vor Religion, som ved sit faste og gennemtænkte System let vil kunne bringe alle Folk under vor Magt. Derved understreger vi ogsaa dens mystiske Sandhed, i hvilken vi paastaar, at hele dens opdragende Styrke ligger.

 Den fremtidige Livegenskab.

Vi vil da, idet vi benytter os af enhver Anledning, offentliggøre Artikler, hvori vi sammenligner vor lykkelige [* Gudsfornægtere] Regering med alle de foregaaende. De Velsignelser, der hidrører fra Roen i Landene i Modsætning til de forbigangne Aarhundredlange Uroligheder, vil kun endnu mere fremhæve os.

Vi vil beskrive Kristen-Regeringernes Misgreb i de sorteste Farver. Vi vil opvække en saadan Afsky for dem, at Folkene absolut vil foretrække den rolige Livegenskab fremfor den udskregne Frihed. - Friheden, der i højeste Grad har udpint dem samt forgiftet og udtømt selve Kilderne til den menneskelige Tilværelse, er udnyttet af en Flok Eventyrere, som ikke vidste, hvad de gjorde.

De unyttige Ministerskifter, hvortil vi drev de Kristne, da vi undergravede deres Samfundsbygning, vil til den Grad trætte Folkene, at de vil være villige til at taale alt af os, blot de bliver fri for stadig at være udsat for de oplevede Uroligheder og Ulykker. Vi vil i Særdeleshed gøre opmærksom paa Kristen-Regeringernes historiske Fejltagelser, som - takket være deres Mangel paa Kombinationsevne i alt det, som angaar deres virkelige Vel - i flere Aarhundreder har plaget Menneskene, fordi de har jaget efter fantastiske Fremtidsdrømme om social Lykke. Og de har ikke mærket, at disse Fremtidsdrømme kun har forværret de almene Forhold, paa hvilke det menneskelige liv hviler.

Hovedvægten i vore Principper og Forholdsregler vil komme til at ligge deri, at de skal fremstilles og forklares som en skrigende Modsætning til de forraadnede gamle Regeringers Bestemmelser og Samfundsorden.

 Umuligheden af at faa Kundskab om Fremtidsreligionens Hemmeligheder.

Vore Filosoffer er i Stand til at kritisere alle Kristnes Trosbekendelse; men ingen vil nogensinde komme til at kritisere vor Tro fra det rette Synspunkt, fordi ingen andre end vore egne vil kende den fra Grunden, og de vil aldrig vove at blotte dens Hemmeligheder.*)

 Smudslitteraturen og det fremtidige trykte Ord.

I de saakaldte Foregangslande er der skabt en vanvittig, smudsig, og afskyelig Litteratur.**) - Endnu nogen Tid, efter at vi har faaet Magten, vil vi taale dens Eksistens, for at den endnu grellere maa fremhæve Modsætningen mellem de Taler og de Programmer, som skal lyde fra vore Læber. Vore lærde Mænd, som er opdragne til at lede de Kristne, skal skrive Taler og Artikler, fremsætte Projekter og Relationer dertil, hvorved vi vil indvirke paa Tankegangen og lede den henimod de af os optrukne Begreber og Kundskaber.

 En Endags-Revolution.

Til Slut vil vi helt og holdent tage Magten i Besiddelse ved Hjælp af Statsomvæltninger. Disse Statsornvæltninger skal overalt være forberedte til en og samme Dag, efter at Nationerne aabent har erkendt alle eksisterende Regeringers Uduelighed; men dertil fordres endnu megen Tid, kanske et helt Aarhundrede. Vi vil gøre alt for at forebygge Sammensværgelser, og vi vil derfor uden Barmhjertighed straffe alle dem, som vil hindre vor Tronbestigelse med Vaaben i Haand.

 Straf.

Ethvert Forsøg paa at danne nye hemmelige Selskaber skal ogsaa tilintetgøres. De, som nu eksisterer, kender vi, og de tjener eller har tjent os; dem ophæver og forviser vi til de udenfor Evropa liggende Lande. [* Nu er "deres" Religionshemmelighed opdaget; denne vil Læseren finde i en følgende Pjece. Nilus. **) Jødernes Andel i Frembringelsen og Udbredelsen af denne Litteratur er almindelig kendt. Her i Danmark behøver man blot at nævne Navnet: Brandes.]

 Kristenfrimurernes fremtidige Skæbne.

Paa samme Maade vil vi behandle de blandt Kristen-Frimurerne, som ved for meget, medens derimod de, som vi af en eller anden Grund benaade, vil komme til at leve i en stadig Frygt for Udvisning. Vi vil vedtage en Lov, efter hvilken alle Medlemmer af hemmelige Selskaber dømmes til Udvisning fra Evropa, vor Regerings Centrum.

Vor Regerings Afgørelser bliver definitive (endelige) og kan ikke appelleres.

 Den hemmelighedsfulde Magt.

I alle Kristensamfundene, hvor den af os udsaaede Uenighed og Opposition har slaaet dybe Rødder, er det kun muligt at genoprette Ordenen med skaanselsløse Midler, som er Beviser paa en urokkelig Magt.

At have Medlidenhed med de Ofre, der kræves for Fremtidens Vel, lønner sig ikke. Det er enhver Regerings Pligt at skabe Folkets Velstand, selv om det kræver Ofre; Regeringen bør indse, at dens Eksistens beror ikke alene paa Privilegier men ogsaa i Pligter.

Hovedsagen for en Regering er at befæste Magtens Glans, og denne Glans opnaas kun ved Magtens vældige Uforanderlighed, der af mystiske Grunde skal bære Ukrænkelighedens Præg som den af Gud udkaarede.

En saadan Magt var indtil de sidste Tider det russiske Selvherskerdømme - som, Pavedømmet fraregnet, er vor eneste alvorlige Fjende.

Kom i Hu, hvorledes det i Blod svømmende Italien ikke krænkede et Haar paa Sullas Hoved. Paa Grund af sin Styrke var Sulla som en Gud i Folkets Øjne, og det var dog udpint af ham. Og hans modige Tilbagekomst til Italien gjorde ham ukrænkelig. Folket rører aldrig den, som hypnotiserer det med sit Mod og sin Viljekraft.

 Frimurerlogernes Forøgelse.

Indtil videre - inden vor Tronbestigelse - vil vi stifte og forøge Frimurloger alle Verdensdele og inddrage i dem alle, som er eller kan blive fremstaaende Personligheder; vi vil saaledes i disse Loger komme til at eje det allerbedste Oplysningsbureau og det indflydelsesrigeste Kampmiddel.

 De "Lærde"s (Vises) Centralbestyrelse.

Alle disse Loger vil vi centralisere under en eneste Bestyrelse, kendt af os men ukendt for alle andre. Denne Bestyrelse skal bestaa af vore Lærde. Logerne har deres Repræsentant, som med sin Person dækker den ovennævnte Frimurerbestyrelse, hvorfra Paroler og Programmer udgaar. I disse Loger ville vi sammenknytte alle revolutionære og liberale Elementer til en fast Knude. Disse Elementer tager vi fra alle Samfundsklasser. De allerhemmeligste politiske Planer vil blive bekendt af os og komme under vor Indflydelse samme Dag, de fødes.

 ",Azeffisme".

Som Medlemmer af disse Loger vil vi optage næsten alle Agenter for det nationale og internationale Politi, fordi Politiets Tjeneste*) er uundværlig for os i den Retning, at det ikke alene kan behandle de Modstræbende efter sit Forgodtbefindende, men ogsaa skjule vore Handlinger og skabe Aarsager til Misfornøjelse m. m.

[* Azef var i dette.]

Frimureriet som Leder af alle hemmelige Selskaber.

I de hemmelige Selskaber indtræder for største Delen Spekulanter, Folk, der vil gøre Karrière, og letsindige Personer i al Almindelighed, med hvilke det ikke bliver svært for os at samarbejde. Og ved dem vil vi trække den af os planlagte Maskines Mekanisme op.

Hvis denne vor Verden forvirres, saa betyder det, at dens Forvirring er nødvendig for os til Tilintetgørelsen af dens altfor faste Sammenhold. Hvis der paa den anden Side skal stiftes en Sammensværgelse, saa stiller vi en af vore mest trofaste Tjenere i Spidsen for den. Det er klart, at det er os og ingen andre, som leder Frimureriets Virksomhed; thi vi ved, hvorhen vi fører Menneskeheden, vi kender det endelige Maal for enhver Handling. De Kristne er derimod forblindede og opfatter ikke en Gang det øjeblikkelige Resultat. De efterstræber sædvanligvis den øjeblikkelige Tilfredsstillelse af deres Egenkærlighed ved Opfyldelsen af det planlagte og mærker ikke en Gang, at Planen ikke kommer fra dem selv, men at vi har ført dem ind paa disse Tanker.

 Betydningen af Offentlig Fremgang.

De Kristne indtræder i Logerne af Nysgerrighed eller i Haab om ved deres Hjælp at vinde den samfundsmæssige Honningkage, og nogle desuden for at faa Lejlighed til offentligt at fremlægge deres umulige Fantasier. De tørster efter den Nydelse, som faas ved Held og Haandklap, med hvilket sidste vi er særdeles rundhaandede. Vi hjælper dem til deres Fremgang for at benytte os af den derved opstaaede Selvberuselse. Under dennes omtaagende Indvirkning underkaster de Kristne sig blindt vor Paavirkning uden at tage sig i Vare for den, idet de er fuldt overbeviste om, at deres egen Begavelse føder Tankerne, og at de er højt hævet over al fremmed Paavirkning. I kan ikke forestille Jer, hvor let man ved Hjælp af Selvforgudelse kan bringe selv de klogeste Kristne til en bevidstløs Barnlighed, og hvor let det tillige er at gøre dem

modløse overfor selv den mindste Modgang, samt bringe dem til en slavisk Lydighed ved at give dem Haab om fornyet Fremgang. I lige saa høj en Grad som vore foragter ydre Fremgang, blot vi er i Stand til at gennemføre vore Planer, i lige saa høj en Grad er de Kristne rede til at opofre enhver Plan bare for Fremgangens Skyld. Dette deres Karaktertræk letter i høj Grad vor Opgave: At lede dem. De ser ud som Løver, men har Harehjerter, og i deres Hoveder er der stadigt modstridende Tanker.

Vi har indlullet dem i Drømmen om den menneskelige Personligheds Opgaaen i Fællesskabets symbolske Enhed.

 Kollektivisme.

De har endnu ikke forstaaet og vil ikke komme til at forstaa denne Tanke: at denne Drøm er et tydeligt Brud paa en af Naturens fornemste Love, som fra Verdens Begyndelse har skabt det ene Menneske forskelligt fra det andet, netop med Individualismen som Maal. Hvis vi har kunnet bringe dem til en saadan vanvittig Forblindelse, beviser dette saa ikke med en vidunderlig Klarhed, i hvor høj en Grad de Kristnes Forstand er menneskeligt uudviklet i Sammenligning med vor. Det er netop det, som hovedsagelig betinger vor Fremgang.

 Offer.

Hvor forudseende var ikke vore gamle Lærde (Vise),da de paastode, at man for at opnaa et alvorligt Maal ikke bør sky Midlerne eller regne Ofrene, som kræves for at naa dette Maal. Vi har aldrig regnet Opofrelsen af disse dyriske Kristne, og selv om vi ogsaa har opofret mange af vore egne har vi dog her paa Jorden i Stedet for givet dem en Stilling, hvorom de ikke engang havde kunnet drømme. Det sammenlignelsesvis ubetydelige Antal, vi har ofret af vore, har bevaret vort Folk fra Undergang.

 Frimurernes Henrettelse.

Døden er hvert Menneskes uundgaaelige Lod. Det er bedre at nærme Døden til dem, der hindrer vort Værk, end til vore, til os, Skaberne af dette Værk. Vi straffer Frimurerne saaledes, at ikke nogensomhelst udenfor Broderskabet kan faa Mistanke derom, ikke engang selve Strafofrene. De dør, naar det er nødvendigt -ligesom af en normal Sygdom. I Bevidstheden herom vover Broderskabets Medlemmer ikke at protestere. Ved, saadanne Midler har vi blandt Frimurerne oprykket selve Roden til al Protest mod vore Afgørelser. Samtidig med at vi prædiker Liberalisme for de Kristne, holder vi vort Folk og vore Agenter i en urokkelig Lydighed.

 Lovenes og Magtens synkende Anseelse.

Under vor Indflydelse er Lydigheden mod de Kristnes Love bragt ned til det mindst mulige (et Minimum). Lovenes Anseelse er ødelagt ved de frisindede Fortolkninger, som vi her har fremført. I de vigtigste politiske Beslutninger og Spørgsmaal træffer Dommerne den Afgørelse, vi paalægger dem, og se Sagerne i den Belysning, vi kaster over dem. Dette sker naturligvis ved bestukne Personer, med hvem vi tilsyneladende ikke har noget at gøre - gennem Pressen eller med andre Midler. - Endogsaa Rigsdagsmænd og den højeste Administration modtager blindt vore Raad. De Kristnes rent dyriske Forstand evner ikke Iagttagelse og Undersøgelse, Analysering og Observation og er endnu mindre forudseende.

 De Udvalgte.

I denne Forskel mellem vor og de Kristnes Tænkeevne kan tydeligt ses "de Udvalgte"s Menneskeværdighedens Præg, der skiller os fra de Kristnes instinktive og dyriske Forstand.

De ser, men de forudser ikke, og de opfinder ikke (kun muligvis materielle Ting).*)

Paa Grundlag af dette er det tydeligt, at selve Naturen har udset os til at lede og styre hele Verden.

 Det kommende Riges enkle og tydelige Love.

Naar Tiden er inde til vor offentlige Regering, Tiden til Aabenbarelsen af dens Velgerninger, saa vil vi forandre al Lovstiftning. Vore Love bliver kortfattede, tydelige og urokkelige uden nogensomhelst Fortolkningsmulighed, saa alle og enhver er i Stand til at forstaa dem.

Den Hovedbestemmelse, som indføres i dem, er blind Lydighed overfor Øvrigheden.

 Lydighed mod de Overordnede.

Ethvert Misbrug vil da forsvinde, som en simpel Følge af den Enkeltes Ansvar overfor dem, der repræsenterer den øverste Magt. Misbruges Magten af dem, der staar lavere end den højeste Instans, vil de blive saa skaanselsløst straffede, at alle og enhver vil tabe Lysten til at eksperimentere med deres egne Kræfter.

[* Saavidt vides har en Jøde endnu aldrig evnet at opfinde noget materielt, Maskiner o.d.l. At de kun har evnet at undergrave andre Folks Samfund, men aldrig selv har haft Forstand til at danne et saadant er en Kendsgerning, ingen kan komme udenom. Dette bunder i, at deres Griskhed ikke tillader dem at leve anderledes end som Snyltere paa andre, og det kan ingen Folk finde sig i i Længden.]

 Forholdsregler mod Magtmisbrug.

Enhver administrativ Handling, som bidrager til Statsmaskinens Gang, vil vi ufravigeligt overvaage, fordi Slaphed i Administrationen afføder Slaphed overalt. Ikke et eneste Tilfælde af Misbrug eller Ulovlighed vil kunne undgaa en eksemplarisk Afstraffelse.

 Straffens Haardhed.

Hemmeligholdelse, solidarisk Efterladenhed blandt Tjenestemænd i Administrationen - alle disse Onder forsvinder efter de ved de første strenge Afstraffelser statuerede Eksempler.

Vor Magts Anseelse fordrer - for at kunne opretholde den højeste Prestige - formaalstjenlige, d.v.s. strenge Straffe for den mindste Forseelse. Den Lidende bliver la - selv om hans Lidelse ikke staar i Forhold til hans Skyld - som en Soldat, der falder paa Slagmarken, til Nytte for Magten, Princippet og Lovene, som ikke kan tillade nogen Afvigelse fra Samfundsvejen til Fordel for dem, der styrer Statsskibet. Vore Dommere bør f.Eks. vide, at de, idet de praler med en dum Barmhjertighed, synder mod de Retfærdighedslove, der er sat som en Straf og Advarsel mod Forbrydelse - ikke for at Dommerne skal kunne demonstrere deres Sjælsegenskaber. Disse Egenskaber kan man fremvise i det private Liv, men ikke i den offentlige Virksomhed, som er det Opdragende Grundlag for det menneskelige Liv.

 Dommernes Aldersgrænse.

Det vil ikke blive tilladt vore Dommere at tjene længere end til 55 Aars Alderen.

 For det første fordi Ældre stædigt holder paa en forudfattet Mening, de er mindre i Stand til at underkaste sig nye Forholdsregler.

 For det andet, fordi det gør det lettere for os at omflytte Tjenestepersonalet, som af denne Grund lettere vil bøje sig under vort Aag. Den, som ønsker at forblive i sin Plads, maa blindt underkaste sig, for at faa Lov til det. - I Almindelighed vil vi udelukkende vælge vore Dommere blandt dem, som klart forstaa, at deres Opgave er den at straffe og at tilpasse Lovene, men ikke at glimre med Frisind paa Bekostning af Statens Opdragelsesplan - det, som de Kristne nu bilder sig ind.

 Dommernes og Magtens Frisind.

Omflytningstaktikken vil desuden hjælpe til at undergrave det kammeratlige Sammenhold blandt Kolleger og vil lænke alle til den Regerings Interesser, hvoraf deres Skæbne afhænger. De unge Dommerslægtled skal opdrages i Forstaaelsen af det utilbørlige i den Slags Misbrug, der kunde ødelægge den fastslaaede Orden i det indbyrdes Forhold mellem vore Undersaatter.

For Tiden tillader de Kristnes Dommere sig al Slags Efterladenhed i Tvistemaal, fordi de ikke har en klar Opfattelse af deres Stilling. Og de Styrende anstrenger sig ikke for, ved Besættelsen af Dommerembederne, at indprente Dommerne Pligtfølelse og Vigtigheden af den Virksomhed, der paahviler dem. - Ligesom Dyrene sender deres Unger paa Jagt efter Bytte, saaledes giver de Kristne deres Undergivne fordelagtige Embeder uden en Gang at forklare dem, hvortil disse Embeder er oprettede. Det er netop derfor, at deres Regeringer ødelægges gennem deres indre, mangelfulde Administration.

Ud fra disse Eksempler vil vi hente endnu en Lektie for vor Regering.

Vi maa sørge for, at alle vor Regerings vigtigere, strategiske Poster forbliver uberørte af Frisindet; thi heraf afhænger Opdragelsen af de under vor Samfundsorden undergivne. Disse Stillinger maa kun besættes med dem, som vi har opdraget for de administrative Hverv.

 Verdenspengene.

Hvis nogen skulde indvende, at afskedigede Tjenestemænd vil blive dyre for Kronen, saa kan jeg for det første svare, at man kan finde private Stillinger til dem, i Stedet for dem, de har mistet, og for det andet - i vore Hænder samles hele Verdenskapitalen! Altsaa behøves vor Regering til at undgaa det kostbare.

 Jødeforbundets Enevoldsmagt.

Vor Enevoldsmagt bliver gennemført i alt, og derfor bliver vor Vilje adlydt og agtet indtil den mindste Enkelthed: Den vil lade uænset al Knurren og al Misfornøjelse og udrydde ethvert heraf opstaaet Forsøg paa Modstand ved afskrækkende Afstraffelser.

 Ret til Appelation.

Vi ophæver Appelationsretten, som hist og her overgaar til vort Magtomraade - til den Regerendes Overopsyn; thi vi bør ikke engang tillade den Tanke at opstaa hos Folket, at de af os udnævnte Dommere kunde fælde en urigtig Dom. Hvis noget saadant alligevel skulde ske, saa kasserer vi selve Dommen, men straffer samtidig grundigt Dommeren for manglende Forstaaelse af sine Pligter og deres Betydning, saa at disse Tilfælde ikke gentages. - Endnu en Gang: vi kommer til at vide Besked med hvert eneste af vor Administrations Skridt, og vi har kun at handle efter dens Befalinger, for at Folket skal blive tilfreds med os. Thi Folket har Ret til af en god Regering at forlange gode Fuldmægtige.

 Den nye Regents Magt skal have et patriarkalsk Udseende.

Vor Regering skal virke som værende patriarkalsk og faderligt beskyttende fra Regentens Side. Vort Folk og Undersaatterne skal i ham se en Fader, som bekymrer sig om hvert Behov, hver Handling, hvert gensidigt Forhold saavel mellem Undersaatterne indbyrdes som mellem disse og Regenten. De vil da i en saa høj Grad gennemtrænges af Tanken, at de ikke kunde undvære denne Omsorg og Ledelse; og hvis de ønsker at leve i Fred og Ro, erkender de vor Regents Selvherskervælde med en Ærbødighed, der grænser til Forgudelse.

 Forgudelse af Regenten.

De vil navnlig forgude Regenten, naar de har forvisset sig om, at vore Fuldmægtige ikke kan erstatte hans Magt med deres egen, men kun blindt opfylde hans Befalinger. De vil glæde sig over, at vi har reguleret hele deres Liv, ligesom kloge Forældre gør, naar de ønsker at opdrage deres Børn i Pligtfølelse og Lydighed.

Folkene er jo i Forhold til vor Politiks Hemmeligheder evigt umyndige Børn ligesom deres nuværende Regeringer.

 Den Stærkes Ret - den eneste Ret.

Som I ser, grunder jeg vor Enevoldsmagt paa Ret og Pligt. Ret til at tvinge Folket til at opfylde sin Pligt er den Regerings Skyldighed, der vil være som en Fader for sine Undersaatter. Den ejer den Stærkes Ret, for at benytte den til at lede Menneskeheden til dens egen Velfærd, til den af Naturen bestemte Orden - til Lydighed. Alle her i Verden befinder sig i et underordnet Forhold - om ikke til Mennesker, saa til deres egen medfødte Natur -eller til Omstændighederne, d.v.s. i ethvert Tilfælde underordnet den Stærkere. Lad os derfor - for det bedstes Skyld - blive denne Stærkere.

Vi har den Pligt uden Betænkning at opofre enkelte Individer, som vil bryde den fastsatte Lov. Og i den afskrækkende Afstraffelse af det Onde ligger en stor opdragende Værdi (Opgave).

 Den jødiske Konge - Verdens Patriark

Naar Israels Konge sætter Kronen paa sit Hoved, Kronen, som er rakt ham af det kuede Evropa, da bliver han ogsaa Verdens Patriark. Det Antal Ofre, han er nødt til at dræbe for at naa sit Maal, vil aldrig naa det Antal, der i Aarhundreder er blevet opofret af Kristen-Kongernes Storhedsvanvid og indbyrdes Skinsyge.

Vor Konge skal staa i stadig Berøring med Folket, talende til det i Vendinger, som øjeblikkelig af Rygtet bæres over hele Verden.

 Universiteterne uskadeliggøres.

For at kunne tilintetgøre alle kollektive (samlende) Kræfter undtagen vore egne, maa vi uskadeliggøre Kol1ektivismens første Banebryder - Universiteterne; vi vil derfor omorganisere dem i en ny Retning. Professorerne skal forberedes til deres egne Embeder efter detaljerede hemmelige Programmer fra hvilke de ikke ustraffet skal kunne vige en Tomme. De skal udnævnes med den største Forsigtighed samt sættes i en stærk Afhængighed af Regeringen.

Vi vil fra Undervisningen Statsretten samt alt, hvad der berører politiske Spørgsmaal. I disse Fag skal kun et Par Snese Mennesker undervises. Disse skal paa Grund af fremragende Begavelse være udvalgte af de Indviedes Kreds. Universiteterne faar ikke Lov til at udsende Grønskollinger, som vrider sig for at sammenflikke Forfatninger - som om det var Komedier og Tragedier - eller sysselsætte sig med politiske Spørgsmaal, af hvilke deres Fædre aldrig har fattet det mindste.

Kundskab i politiske Spørgsmaal, bibragt et stort Antal umodne Personer, skaber kun Fantaster og daarlige Undersaatter, hvilket I selv kan overbevise Eder om ved at lægge Mærke til de Kristnes Opdragelse i denne Retning. Vi var nødt til i deres Opdragelse at indføre alle de Teorier (Grundsætninger), der paa en saa glimrende Maade har nedbrudt deres Samfundsbygning. Naar vi kommer til Magten, vil vi fjerne alle foruroligende Emner fra Undervisningen og saaledes gøre Ungdommen til lydige Børn overfor deres Foresatte, Børn, som elsker den Regerende som deres Støtte og Ophav til Fred og Ro.

 Erstatning for de klassiske Studier.

Klassikerne, ligesom alt Studium af den gamle Historie, hvor man jo møder flere daarlige end gode Eksempler, vil vi erstatte med Fremtidens Program. - Vi vil bortfeje fra Menneskenes Hukommelse alle de Fakta (Kendsgerninger) fra de forbigangne Aarhundreder, som vi ikke mener det ønskeligt at mindes, og vil kun lade de blive tilbage, som belyser alle Gójim-Regeringernes Fejl og Misforstaaelser. Undervisning i det praktiske Liv, om Forholdene imellem Mennesker, om at undgaa daarlige, egenkærlige Eksempler, der spreder Smitten af det Onde og andre Spørgsmaal i samme opdragende Retning, skal staa som de øverste paa Undervisningsprogrammet. De skal opstilles efter en særskilt Plan for forskellige Anlæg og Begavelser uden i nogen Henseende at gøre Undervisningen almen. - En saadan Formulering, af Spørgsmaalet har en særegen Betydning.

 Opdragelse og Stand.

Enhver Samfundsklasse bør med H.t. Bestemmelse og Arbejde opdrages indenfor strenge Grænser. Tilfældige Genier har altid kunnet og vil ogsaa fremdeles kunne bryde sig Vej til andre Stænder; men at man for disse sjældne Tilfældes Skyld skulde aabne fremmede Felter for Middelmaadigheder, og derved optage Pladserne for andre, som ved Fødsel og Opdragelse har Ret til disse, vilde være meningsløst. I vide selv, hvortil dette har ført for de Kristne, som er gaaet ind paa denne skrigende Meningsløshed.

 Reklame i Skolerne for Regeringen.

For at vor Konge skal blive Genstand for sine Undersaatters dybe Kærlighed og Ærbødighed, bør man under hans Virksomhed undervise hele Folket i Skoler og paa Torve om hans Betydning om hans Gerninger og Velgerninger.

 Ophævelse af den frie Undervisning.

Vi vil ophæve al fri Undervisning. Eleverne faar Ret til sammen med deres nærmeste Paarørende at samles som i en Klub - Lærdomsanstalterne.

 Nye Teorier.

Ved disse Sammenkomster, der skal finde Sted paa Helligdage, skal Lærerne holde nogle saakaldte frie Foredrag om Spørgsmaal, berørende Menneskenes gensidige Forhold, om Eksemplets Love, om Repressalier (Gengældelse) opstaaet ved uforudsete Forhold, og endelig om Filosofien i de nye Teorier, der endnu er ført frem for Verden. - Disse Teorier ophøjer vi til Trosdogmer (Troslærer) som et Overgangstrin til vor Tro. Naar jeg er færdig med Forklaringen af Programmet for vor Virksomhed under den nærværende og kommende Tid, skal jeg oplæse disse Teorier for Eder.

 Tankens Uafhængighed.

Kort sagt, vi ved gennem Aarhundreders Erfaringer, at Menneskene lever for og ledes af Idéer, at disse Idéer indsuges af Menneskene kun ved Hjælp af Opdragelse, som gives med samme Held i alle Aldre, naturligvis ved forskellige Midler. Vi bemægtiger os derfor og konfiskerer til vor Fordel de sidste Rester af den uafhængige Tanke, som vi allerede for længe siden har drejet hen paa de for os nødvendige Spørgsmaal og Ideer. Systemet med at hæmme Tankerne er allerede i Virksomhed i den saakaldte

 Anskuelsesundervisning.

Systemet: Anskuelsesundervisning har til Maal at forvandle de Kristne til tankeløse og lydige Dyr, som fordrer at se Tingen for at kunne fatte den.

I Frankrig har en af vore bedste Agenter Bourgeois allerede offentliggjort et nyt Program for Anskuelsesundervisning.

 Advokatur.

(Den forsvarende og angribende Sagførervirksomhed.)

Juraen gør Menneskene kolde, haarde, genstridige, principløse og tilbøjelige til i alle Livets Forhold og Hændelser at stille sig paa en upersonlig og ren retslig Grund.

De har vænnet sig til at regne med alle Resultaterne til Fordel for deres Forsvar uden Hensyn til det sociale Vel. De gør alt, hvad der staar i deres Magt, for at faa deres Klienter frikendte, idet de benytter sig af Juraens laveste Finter. - Herved demoraliserer de Domstolene. Derfor vil vi sætte den Virksomhed indenfor ganske snævre Rammer, der placerer (opstiller- den indenfor Grænserne af et udøvende Bureaukrati (Embedsmænd). Advokaterne bliver ligesom Dommerne, fratagne Retten til at komme i Forbindelse med de stridende Parter. De faar Akterne (Papirerne) tilstillet kun fra Domstolen og gør sig bekendte med dem efter Undersøgelsesprotokoller og Dokumenter, og forsvarer efter de klarlagte Fakta deres Klienter, naar disse er forhørte af Domstolen. Advokaterne bør have Honorar uden Hensyn til Forsvarets Beskaffenhed. De skal i al Almindelighed fremsætte Kendsgerningerne sete i en retfærdig Belysning i Modsætning til Anklageren som paa sin Side skal fremføre Anklageakten. Denne Fremgangsmaade skal forkorte Domstolenes Forhandling.*) Paa denne Maade oprettes et hæderligt og upartisk Forsvar, der ledes af Overbevisning og ikke af Hensynet til egen Fordel. Det vil bl. a. umuliggøre den nu florerende Praksis med Bestikkelse af Kolleger for at faa deres Samtykke til, at den , som kan betale, skal vinde.**)

 Den kristne Præstestands Indflydelse.

Vi har allerede sørget for at Kristen-Præsteskabet har tabt sin Anseelse og har derved tilintetgjort dets Virksomhed, der i høj Grad havde kunnet hindre os. Med hver Dag synker dets Indflydelse hos Folket.

[* Hensynet til Domstolens Arbejde er efter Jødernes Mening større end Hensynet til den Anklagede. Hvilket man navnlig i Rusland i høj Grad har faaet at føle.
**) Denne Uskik trives - saavidt vides - navnlig i Rusland og Amerika, men ikke i de skandinaviske Lande.]

 Samvittighedsfrihed.

Samvittighedsfrihed er nu kundgjort overalt; altsaa: kun Tiden skiller os fra Timen for den kristne Religions fuldstændige Undergang.

Med de andre Religioner kan vi endnu lettere klare os; men derom er det endnu for tidligt at tale. - Vi vil sætte Kirkesagen og Præsteskabet saa snævre Grænser, at deres Indflydelse skal gaa i den modsatte Retning af, hvad den tidligere har været.

 Pavedømmets Hof.

Naar Tiden er inde til fuldstændigt at tilintetgøre Pavedømmets Hof skal en usynlig Haands Finger vise Folkene Vejen til dette Hof. Naar Folkene styrter sig over det, vil vi optræde som dets Forsvarere, for ikke at tillade altfor store Blodsudgydelser. Ved en saadan Fremgangsmaade trænger vi ind i dets aller Inderste og gaar ikke ud derfra, førend vi har undergravet dets hele Magt.

 Den jødiske Konge som Patriark-Pave.

Den jødiske Konge bliver en virkelig Verdenspave, en Patriark for den internationale Kirke.

 Kampmaaden mod den eksisterende Kirke.

Men medens vi opdrager Ungdommen i nye Overgangslærer og derefter i vor, vil vi ikke aabent angribe de ,eksisterende Kirker, men vi vil kæmpe mod dem ved en Kritik, der skal foraarsage Splittelse og Forfald.*)

 Den nuværende Presses Opgave.

I al Almindelighed at betegne Regeringsaffærerne, Religionerne, de Kristnes Uduelighed m.m. med de mest respektløse Udtryk, for paa alle mulige Maader at fornedre dem saaledes, som kun vor geniale Nation formaar det.

[* Ekstrabladet.]

Politiets Organisation. Det frivillige Politi.

Vor Regering bliver en Apologi (Forsvarstale) for Guden Vischnu i hvem den bliver personificeret. - I hver af vore hundrede Hænder vil der være en Fjeder af det sociale Maskineri. Vi vil se alt uden Statspolitiets Hjælp, som i den af os for de Kristne udarbejdede Form for dets Rettigheder og Pligter hindrer Regeringerne i at se nogetsomhelst. I Følge vort Program skal en Trediedel af Undersaatterne komme til at udspionere de øvrige - efter Principperne for frivillig Statstjeneste. Til den Tid vil det ikke blive anset for en Skam at være Spion eller Angiver, men tværtimod være noget rosværdigt. Men ubegrundede Angivelser skal straffes med al mulig Strenghed, saa at denne Rettighed ikke skal lede til Misbrug.

Vore Folk tager vi baade fra de højeste og de laveste Samfundsklasser, fra den sig morende administrative Klasse, blandt Forlæggere, Typografer, Boghandlere, Butiksekspedienter, Arbejdere, Kuske, Lakajer o.s.v.

Dette retsløse, uden Fuldmagt til egenmægtige Handlinger og derfor magtløse Politi, vil kun komme til at afgive Forklaring og at angive. Men Undersøgelsen af deres Vidneudsagn og Anholdelserne skal lægges i Hænderne paa en ansvarlig Gruppe Politikontrollører. Selve Anholdelserne skal udføres af Gendarmeriet og Statspolitiet. Den, som ikke har angivet, hvad han har set eller hørt angaaende politiske Spørgsmaal, vil ogsaa blive draget til Ansvar, for at have skjult Forbrydelser, hvis det kan bevises, at han er skyldig.

 Spioneri efter Kagalspioneriets Mønster.

Paa samme Maade, som vore egne nu paa eget Ansvar er pligtige til for Kagalen at angive vore Frafaldne eller saadanne Personer, som man har lagt Mærke til, og om hvem man mener, at de paa en eller anden Maade kunde være skadelige for Kagalen, saaledes skal ogsaa alle vore Undersaatter i vort Verdensrige forpligtes til at fremme Statens Interesser i denne Retning*).

 Magtmisbrug.

En saadan Organisation udrydder Misbrug af Magt og Stillinger samt alt Grundlag for Bestikkelser; kort sagt: alt det som vi ved vore Raad og Teorier om den ukrænkelige Menneskeret har indsmuglet i de Kristnes Sæder og Skikke. Men hvorledes skulle vi paa nogen anden Maade end netop ved Brug af disse Midler have kunnet opnaa de mangfoldige Forøgelser af Uordener i deres Administration?

Blandt disse Midler er et af de vigtigste: Ophavsmændene til de forskellige Uordener; disse skal have rig Lejlighed til at udvikle deres daarlige Tilbøjeligheder, saasom Egenraadighed, Tvang og - først og fremmest maa de kunne bestikkes.

 Beskyttelsesforholdsregler.

Da det bliver nødvendigt for os at forstærke Sikkerhedstyrken (den farligste Gift for Magtens Anseelse) bliver vi nødt til at arrangere uægte Optøjer og Ytringer af Misfornøjelse ved Hjælp af fremragende Talere. Til disse Talere vil slutte sig Meningsfæller. Dette giver os et Paaskud til Husundersøgelser og gennem vore Tjenere blandt Kristen-Politiet Opsigt med Folk.

 Spioneri blandt vore sammensvorne Modstandere.
Et offentligt Beskyttelseskorps - Magtens Undergang.

Al den Stund Flertallet af vore sammensvorne Modstandere handler af Æventyrlyst og Lyst til at snakke, [*Altsaa alle skal være Spioner.] saa vil vi ikke gøre dem Ulejlighed førend de begynder at handle; men kun i deres Kreds indføre Iagttagen - Spioner. - - - Vi bør ikke glemme, at Magtens Anseelse forringes, hvis den ofte opdager Sammensværgelser imod sig. Heri ligger en Antydning af en Erkendelse af sin egen Magtesløshed, eller endnu værre af sin Uret. I ved jo, at vi har ødelagt de regerende Kristnes Anseelse ved stadige Attentater mod deres Kongehuse ved vore Agenter. De er blinde Faar i vor Hjord, og vi kan let lede dem til Forbrydelser, hvis disse blot har et politisk Paaskud.

Vi har tvunget de Styrende til at erkende deres egen Magtesløshed ved aabent vedtagne Forholdsregler til Beskyttelse, og derved har vi gjort en Ende paa Magtens Anseelse.

 Den jødiske Konges Skytsvagt.

Vor Konge skal kun beskyttes af den mest umærkelige Livvagt, fordi vi ikke en Gang kunne tænke os den Mulighed, at han som Modstander havde et urostiftende Element, som han ikke var i Stand til at kue, men var tvungen til at søge Beskyttelse imod. Hvis vi vilde tillade denne Tanke at opstaa, saaledes som de Kristne har gjort det og endnu gør, saa vilde vi dermed ogsaa underskrive om ikke hans egen Dødsdom, saa hans Kongeriges i en ikke fjern Fremtid.

Vor Regent skal strengt iagttage de ydre Former og kun benytte sig af sin Magt til Folkets Vel og ikke paa nogen Maade til sin egen eller sit Dynastis Fordel. Derfor skal hans Magt, ved Bibeholdelsen af det ydre Skin, agtes og beskyttes af Undersaatterne selv; man vil komme til at forgude ham i Bevidstheden om, at han er forenet med enhver Borgers Velfærd, thi af ham er Samfundsordenen afhængig.

Åbent at beskytte Kongen, er det samme som åbent at erkende hans Magts Svaghed. Vor Konge vil altid i Folkemasserne være omgivet af tilsyneladende nysgerrige Mænd og Kvinder, der indtager Pladserne nærmest ham. - Tilsyneladende aldeles tilfældig skal de holde de øvrige tilbage, ligesom af Hensyn til Ordenen. Dette vil give et Ærbødighedens Eksempel til de øvrige. Hvis der i Folkemassen skulde findes en Ansøger, som trænger sig frem og forsøger at aflevere et Bønskrift til Kongen, bør de forreste Ledere tage Skriftet og i den Ansøgendes Paasyn overlevere det til Kongen, saa at alle kan se, at det overleverede naar sit Maal, og at saaledes selve Regentens Kontrol eksisterer. Magtens Glans fordrer for sin Eksistens, at Folket kan sige: "Hvis Kongen bare vidste det!" eller "Kongen skal have det at vide!"

 Magtens hemmelighedsfulde Anseelse.

Ved Oprettelsen af en officiel Skytsvagt forsvinder Magtens hemmelighedsfulde Anseelse. Enhver, som har en vis Portion personligt Mod, vil betragte sig som dens Overmand; Oprøreren kender sin Styrke og søger kun en Lejlighed til et Angreb mod Magten. Vi har prædiket noget helt andet for de Kristne; men det har ogsaa vist sig, hvortil Forholdsreglerne med en officiel Livvagt har ført dem!

 Arrestering paa første Mistanke.

Hos os vil Forbrydere blive arresterede paa første mere eller mindre grundede Mistanke. Man kan ikke af Frygt for en mulig Fejltagelse give Personer, der er mistænkte for politiske Forseelser eller Forbrydelser, Lejlighed til at undslippe, mod dem vil vi være virkelig skaanselsløse.

Selv om man gennem en temmelig kunstlet Forklaring kunde tænke sig visse Aarsager, der æggede til mindre Forbrydelser, saa findes der ingen Undskyldning for Personer, der sysselsætter sig med Spørgsmaal, som kun Regeringen har Forstand paa. - Ja, end ikke alle Regeringer forstaar den virkelige Politik.